Michelle Gomes: "Sushi - let og lækkert"
Boganmeldelse: ”Sushi – let og lækkert” af Michelle Gomes er oversat fra engelsk af Sigrid Ingefred Rasmussen. Dette er en opgave, hun desværre ikke er sluppet særlig heldigt fra, hvilket har en væsentlig indflydelse på denne bedømmelse.
Udgivelsen er desværre skæmmet af en mildest talt elendig oversættelse, med formuleringer der lugter langt væk af Google Translate eller lignende automatiske oversættelsesprogrammer.
Dårlig oversættelse
Lad mig komme med et par eksempler. Følgende sætning er ikke kun dårlig formuleret, men giver heller ikke mening:
”Hvis du tilbringer mere end 40 minutter i køkkenet med at svede over tilberedningen af den ugentlige steg og tilmed ikke synes, at det er sjovt – og hvis du ydermere græmmes ved udsigten til en endeløs opvask af diverse tallerkener – så tilbered ris i stedet”
Jeg forstår simpelthen ikke pointen…
En sætning som ”Hvis du virkelig skal imponere dine venner, så gør et forsøg med disse ruller, hvor risen sidder udvendig på tangen” giver måske til nød mening, men godt dansk er der ikke tale om. Endelig bliver det, som jeg ville kalde en asiatisk delikatesseforretning eller asiatisk købmand oversat til indvandrerforretning! Nu behøver man vel ikke nødvendigvis være indvandrer for at eje en sådan butik…
Ovenstående eksempler er desværre mere reglen end undtagelsen.
Bogen udkom på dansk i 2001, hvilket var lige omkring det tidspunkt hvor sushibølgen for alvor begyndte at tage fart. Meget kunne tyde på at hensigten fra forlaget Aschehoug, der har stået for den danske udgivelse, i højere grad har været ukritisk at ride med på denne bølge end at levere et langtidsholdbart kvalitetsprodukt.
Fin begynderguide - trods alt
Hvis man kan se igennem fingre med det dårlige sprog, er dog tale om en fin lille begynderguide til sushi og japansk mad. Opskrifterne er få, men velvalgte, billedmaterialet af fotografen Dirk Pieters er rigeligt og indbydende og bagerst i bogen finder man en fin og ganske omfangsrig ordliste. I dag findes der dog bedre og mere helstøbte alternativer på bogmarkedet.
Facts
Titel: Sushi – let og lækkert
Forfatter: Michelle Gomes
Sidetal: 80 sider
Udgivelsesår: 2001
Forlag: Aschehoug
ISBN: 87-11-16359-3
Pris hos Adilibris.dk: DKK 135,-

