Hvad drikker man til sushi?

Printer venlig version
Sake

Hvad skal man drikke når man spiser sushi? Japanerne siges at foretrække grøn te eller vand, hvilket absolut kan være udmærkede valg en grå hverdagsaften, men har man inviteret gæster, er det weekend eller bare tid til lidt selvforkælelse, så er der heldigvis mange andre kombinationsmuligheder!

Skal man være rigtig japansk, bør man naturligvis drikke sake, der om nogen er drikken til sushi. Sake er en japansk risvin, som du kan læse meget mere om i vores artikel om sake. Det er dog ikke alle, der sætter lige stor pris på dette temmelig specielle produkt - heriblandt undertegnede. Personligt foretrækker jeg hvidvin eller en kold øl til min sushi.

Sushi og øl

Står den på øl foretrækker jeg øl af pilsnertypen. Normalt kan jeg godt lide en kraftig og bitter øl, men sammen med sushi foretrækker jeg en mere let og frugtig øltype. Her har Japan faktisk en del fornuftige bud, så prøv at købe et par japanske øl med næste gang du henter sushi hos din lokale restaurant. Går du efter et bestemt mærke bliver Kirin Ichiban anbefalet af mange.

Man kan eventuelt putte en skive limefrugt i øllen for at tilføre den lidt ekstra frugtagtig friskhed – og nej, man behøver ikke at drikke Corona, for at limefrugt er en god idé!

Sushi og vin

Er man mere til vin, foretrækker jeg et køligt glas hvidvin. Den må i øvrigt meget gerne må være mousserende!

Sushi er en let og elegant spise, der efter min mening ikke matcher så godt med alt for kraftige vine. Jeg foretrækker en let og frugtagtig hvidvin – ikke sød, men gerne velafbalanceret så både syre og frugt kommer til sin ret. En god Riesling eller en Pinot Gris går man aldrig helt galt i byen med. Er vinen mousserende kan en tør italiensk Prosecco, en fransk Crémant eller en Cava fra Spanien gøre underværker.  Sørg dog igen for at undgå de kraftigste af slagsen. I min verden har sushi det klart bedst i selskab med en mere let og elegant vin.

Insisterer man på at drikke rødvin til sin sushi er det en god idé at kigge sig om efter en Pinot Noir fra Bourgogne eller en Gamay fra Beaujolais, der er to vinområder i Frankrig, hvis rødvine er kendt for at være særligt lette og fine. Vinene, der i øvrigt sagtens kan drikkes afkølet, passer godt sammen med fiskens jernagtige umami kombineret med risens bittersødme.

Prøv dig frem!

Generelt vil jeg dog anbefale at man selv prøver sig frem. Du har sikkert nogle helt andre drikkepræferencer end overtegnede. Tøv endelig ikke med at bidrage med dine forslag og idéer i kommentarfeltet nedenfor. Jeg vil meget gerne udvide min drikkehorisont!

P.S.: Hvis du vil vide mere om vin, anbefaler vi, at du besøger vores vinportal www.engoddrue.dk. Siden er i skrivende stund stadig under udvikling, men der bliver i øjeblikket tilføjet nye artikler næsten dagligt.

P.P.S.: Vi er skam også i gang med at udvikle en hjemmeside om øl og bryggerier i Danmark!