Dondon Sushi - sushiens svar på McDonalds
Dondon Sushi åbnede sin første sushi restaurant i København på Værnedamsvej i 2004 og udvidede hurtigt med en filial på Fælledvej på Nørrebro. Disse to er nu lukkede, men til gengæld åbnede de i slutningen af 2007 en ny restaurant på Torvegade 45 på Christianshavn. På netop denne restaurant valgte min ledsager og jeg at bestille en omgang sushi takeaway efter vi havde indtaget en helt igennem fremragende frokost på Noma. Ikke fordi vi var sultne, men fordi vi ville være godt forberedte til aftensmaden!
Valget faldt på netop Dondon Sushi fordi vi følte, at vi allerede havde brugt rigeligt med penge på mad den dag! Dondon Sushi er nemlig kendetegnet ved at være op til 50 % billigere end hvad man skal betale hos andre sushirestauranter. Til gengæld bliver sushien også fremstillet på noget der mest af alt minder om et samlebånd (centralt i restauranten er en stor, usexet nigiri maskine, der efter sigende kan lave 3.000 risboller i timen), men hvad gør det, hvis bare råvarerne er gode og friske og risen har den korrekte smag og konsistens.
Sushi til to for under 100 kr
Vi bestilte to makiruller: En tunrulle og en california rulle. Den samlede pris løb op i 98 kr for i alt 20 (små) stykker. Man kan sige meget om den mekaniske fremstillingsmetode, men prisen fejler i hvert fald ikke noget! Fra vi bestilte til vi fik rullerne udleveret i posen gik der rundt regnet de klassiske 10 minutter, som man kender fra pizzeriaerne. Hurtigt og effektivt, hvilket de enkle, maskinrullede makier også vidnede om. Her var absolut ikke gjort noget for det æstetiske indtryk.
Hvad angår smag og konsistens skal det retfærdigvis siges, at sushien fik lov til at stå 3-4 timer i køleskabet før den blev spist. Dette kan måske have været en medvirkende årsag til at risen var blevet temmelig klistret og grødagtig. Sushien duftede dog frisk og lækker og smagte da også fint uden på nogen måde at være prangende.
Konklusionen er at man får hvad man betaler for hos Dondon Sushi. Det er sushi ud fra en McDonalds filosofi, hvilket den administrerende direktør Lars Matell-Hyllested heller ikke forsøger at skjule. Tværtimod virker han nærmest stolt af sammenligningen i et interview, der kan findes på iByen.dk. Tager man dette faktum in mente er Dondon Sushi et fremragende og ikke mindst sundt alternativ på det københavnske fastfood-marked. Og hvis jeg skulle vælge mellem Dondon Sushi og McDonalds eller en slatten pizza med simili ost og vandpumpet ”skinke”, ved jeg godt, hvad jeg ville vælge…
Info
Adresser: Torvegade 45, Christianshavn
Værnedamsvej 8, Vesterbro
Nørre Farimagsgade 63, København K
Strandvejen 68 C, Hellerup
Menu: Sushi og 'dons' (forskellige risretter)
Hjemmeside: dondon.dk
